Den nordiske e-handel brager derudaf. Ifølge en rapport fra PostNord, blev der i 2016 sammenlagt købt varer til en værdi af 171,8 mia. kroner i Norden.

Nordisk e-handel

Danmark, Norge og Sverige ligger tæt op ad hinanden, blandt andet på hvor stor en procentdel af befolkningen der handler over internettet månedligt (ca. 65%) og hvor meget der i gennemsnit bliver købt for. Finland ligger generelt en smule under niveau, men det skyldes i højere grad at e-handelsmarkedet ikke er nær så udviklet derovre.

Står du som webshop-ejer og overvejer at udvide til udlandet, er det oplagt at starte med de nordiske lande. Både set ud fra et kulturelt synspunkt, men også et logistisk. Dog skal man være opmærksom på, at der er væsentlige forskelle landene imellem. Vi giver jer her en kort rundtur, over hvad man bør være opmærksom på hvis man overvejer at åbne i et nyt marked.

Sverige

Svenskerne er dem der bruger flest penge årligt på e-handel, (Ca. 81 mia. SEK i 2016, svarende til ca. 62 mia. danske kroner.). Dette skyldes hovedsageligt den større befolkning, da det gennemsnitlige forbrug pr. person er det 3. laveste af de 4 lande der er med i rapporten.

Der hvor Sverige for alvor adskiller sig, er på betalingsmetoderne. Her er fakturabetaling og bankoverførsel utroligt populære set i forhold til betalingskort. Har man ikke de rette betalingsmetoder, risikerer man derfor at tabe kunden på det allermest kritiske tidspunkt, nemlig når de skal til at betale.

For svenskerne spiller levering en stor rolle. Både omkring hvordan leveringen foregår, men lige så meget at de også selv har indflydelse på valget af leveringsmetoderne.

Derudover har de også en klar forventning til muligheder for fri returnering af købte produkter, som bliver vægtet højt.

 

Danmark

Danskerne har det næsthøjeste forbrug pr. person, ca. 1200 kr. månedligt, kun overgået af Norge. Dog ryger ca. en tredjedel af de samlede køb til udlandet. Primært grundet lavere priser og større udvalg.

Her er det dog værd at bemærke at Sverige kommer ind på en femteplads med 11% som et af de lande vi køber mest fra.

Vi er ikke ligeså krævende hvad angår svenskerne mht. betalingsmetoder og udvalg af disse. Kan vi komme til at betale med vores Dankort, så vil 9 ud af 10 danskere være tilfredse.

Da Danmark er det mindste af de 4 lande, sætter det nogle andre krav til levering. Vi forventer simpelthen at få vores pakker hurtigt, faktisk i løbet af 2-3 hverdage. Endvidere er vi også det land der helst vil have vores pakker leveret helt til døren. Her spiller pris en væsentlig rolle, da det er markant dyrer at få leveret en pakke til døren i de øvrige lande, end i Danmark.

 

Norge

Nordmændene er rigtige glade for at handle i udlandet. Faktisk er hvert fjerde køb foretaget i udlandet, kun overgået af finnerne, som ligger få procentpoint højere.

Da Norge ikke er medlem af EU, er der derfor nogle andre ting man skal tage højde for, heriblandt moms, told og afgifter.

Til gengæld er Norge også landet med det største forbrug pr. person. Ligesom Danmark, foretrækker nordmændene også at betale med kreditkort, dog ikke i ligeså høj grad. Til gengæld er de mere afslappede med leveringstiderne, da de godt ved hvilke logistiske udfordringer der er.

 

Finland

Sammenlignet med de øvrige lande, falder Finland lidt uden for kategori. Deres forbrug på e-handel er markant lavere, ligesom der også er færre der handler via internettet.

Det afspejler sig i at næsten halvdelen af alt deres e-handel ryger til udenlandske webshops.

Rent betalingsmæssigt ligger Finland sig op af Sverige, hvor mange foretrækker bankoverførsel eller at betale via faktura.

Alt i alt tyder det på et underudviklet marked, der er mærkbart bagefter. Der er derfor gode muligheder for at positionere sig stærkt på markedet, hvis man kan ramme den rigtige niche.

 

Overall

Kigger man overordnet på det, så køber vi stort set de samme typer varer, ligegyldigt hvilket land man kigger på. Tøj og sko indtager en klar førsteplads, efterfulgt af elektronik / medier og derefter skønhedsprodukter.

Ligeledes vægter vi også de samme elementer på en webshop. Nemlig at prisen er den vigtigste, at siden er nem at navigere rundt på og leverer sit budskab klart og tydeligt, samt at der er en god søgefunktion. Kigger man ud over det, så begynder man at kunne se visse nationale forskelle, men typisk ligger afvigelserne inden for få procentpoint af hinanden.

Next step

Går man og overvejer at åbne en webshop i det nordiske marked eller blot vil ekspandere, så kræver det at man undersøger markedet på forhånd. Hvis man antager at de forskellige lande opererer på samme vilkår, så vil man få sig en slem forskrækkelse. Ikke blot er der forskellige lovkrav at tage højde for, man skal også være opmærksom på de kulturelle forskelle og vaner.

Generelt set, har de nordiske kunder høje forventninger til e-handel. Derfor er det også utroligt vigtigt, at man som webshop-ejer har styr på sin forretning og de omkringliggende processer. Ikke nok med at man skal have en pæn og indbydende shop med skarpe priser, man skal også have styr på logistikken og samtidig yde en høj service overfor kunderne.

Set i bagklogskabens lys, er det noget der burde give sig selv. Vi ser dog gang på gang, at mange er så fokuserede på fx pris eller design, at de glemmer den gode kundeservice eller ikke får sendt pakker afsted dagligt. 

En stor del af salget sker stadig via udlandet, primært grundet pris og udvalg. Derfor er det nærliggende at antage, at hvis man kan finde en niche, så har man gode muligheder for at slå sig fast på markedet.


Skulle du have lyst til at læse den fulde rapport, så kan den læses her