Efter pres fra FDIH, finanssektoren og andre aktører, har Finanstilsynet valgt at udskyde implementeringen af kravet omkring stærk kundeautentifikation på kortbetalinger.

Vi skrev for nyligt, at det nye betalingsdirektiv PSD2 snart ville træde i kraft, nærmere bestemt d. 14. september. 

Her var et af kravene, at kunden i langt højere grad ville skulle bekræfte hvem de var, når de gennemførte en betaling over internettet. 

De krav har vist sig være noget af en mundfuld for finanssektoren at implementere. De forskellige aktører har ikke kunnet udvikle de nødvendige systemer og processer i samme takt, hvilket skabte bekymring om hvorvidt en stor del af betalingerne i danske netbutikker ville blive afvist efter d. 14. september. En potentiel bombe under dansk e-handel, såfremt det skulle vise sig at være en realitet. 

På baggrund af den dialog Finanstilsynet har haft med finanssektoren, har man derfor valgt at udskyde hvornår implementeringen skal gælde fra. Den nye deadline vil derfor være d. 14. marts 2021, hvilket giver 18 måneder til at sikre at implementeringen og de nye regler overholdes. Dog tilstræbes der på at de nye løsninger implementeres hurtigst muligt. 

Vi er ikke de eneste der har haft den bekymring, da blandt andet England, Tyskland og Frankrig også har udskudt det, dog med hver deres dato for hvornår det skal gælde fra. Det understreger blot kompleksiteten i dette og at det ikke er noget vi står alene med herhjemme i lille Danmark. 

Vi følger naturligvis udviklingen og holder os opdateret efterhånden som det hele falder på plads.