En af verdens førende digitale e-handelsplatforme, Magento Community Edition har set dagens lys i generation 2.

Den første betaversion af Magento 1 platformen blev frigivet tilbage i 2007, og den endelige version 1.0.0 så dagens lys i marts 2008. Siden da har der været flere opdateringer til Magento hvert år. Seneste version af Magento 1 platformen er version 1.9.2.2, der blev udgivet i oktober 2015. Opdateringerne er, som ordet siger, opdateringer til det eksisterende system.

Med generation 2 har der fra Magentos side været et ønske, om at redesigne systemet med en helt ny og forbedret arkitektur. Det betyder ikke, at Magento 1 platformen ikke er god nok - kun at en helt ny platform giver mulighed for endnu større systemændringer og forbedringer end blot løbende opdateringer.

Sideløbende med udvikling til Magento 1 er vi hos TRIC Solutions naturligvis i fuld gang med kigge på og udvikle til Magento 2 platformen. Det er planen, at vores moduler vil blive genudviklet til den nye platform, og vi er godt i gang med dette arbejde. Da der er tale om en helt ny platform, kan modulerne ikke blot opdateres, men skal kodes på ny. Derfor er det en tidskrævende proces at komme igennem den lange række af TRIC moduler.

Magento 1 i nyeste version er fortsat en stabil e-handelsplatform, og vi designer fortsat nye webshops på Magento 1.9.2.2. Vi anbefaler endnu ikke vores kunder at gå over til Magento 2.

Endnu er Magento 2 så ny, at udvalget af moduler i det hele taget er stærkt begrænset. Derfor er det på nuværende tidspunkt vanskeligt for ikke at sige umuligt at finde moduler fx til integration med fragtfirmaer, økonomisystemer og POS-systemer mv.

Overvejer du at udbygge din eksisterende Magento-løsning eller etablere en ny webshop, så skal du ikke være i tvivl om, at der fortsat er masser af potentiale i Magento 1 platformen. Vi anbefaler, at du venter lidt med Magento 2, indtil den for alvor får sit greb i markedet og der findes de nødvendige udvidelser. Samtidig har der været tradition for, at nye større Magento-versioner ofte følges af mindre opdateringer kort tid efter - lige som det også er tilfældet med megen anden software.