Vi har i dag udgivet et nyt banebrydende modul, vi har arbejdet på igennem længere tid. Vi kalder det TRIC Buy&Learn og spår det en stor fremtid.

Vores modul er baseret på machine learning og kort fortalt, så finder det ud af hvad dine kunde vil have og køber det for dem, før de selv er klar over hvad det er de vil have.

Dermed sparer dine kunder en masse tid på at sidde foran skærmen og klikke sig igennem endeløse kataloger i jagten på det de søger efter. Slut med at tvivle om de skal have den nye trøje i rød eller blå, eller hvad de skal give deres moster i julegave.
Alt dette klarer modulet og kunden skal blot sørge for at hente pakken på det lokale posthus / pakkeshop.

Det eneste kunden skal gøre, er at fodre modulet med alle deres personlige oplysninger når de opretter sig som kunde på shoppen. Herefter skal de blot give modulet adgang til deres browserhistorik, afskrive deres førstefødte, sige 3 “Ave Maria” og de er good to go.

Ligeledes vil man som shopejer spare en masse tid og besvær. Slut med kundehenvendelser, faldende konverteringsrater og produkter der ikke kan sælges. Installerer du modulet, vil du opleve en vækstkurve der vil eksplodere mere end den Zimbabweanske inflationsrate gjorde tilbage i slut-90’erne.

Er du interesseret i modulet og vil have det som en af de første, så send os enten en mail på derfikimigsgu@tric.dk eller ring på 77 34 40 40 og spørg efter “Søs Lange”.